Dansen....

.. mit hjerte banker lidt hurtigere end det plejer, mens jeg følger dig med øjnene. Smuk. Koncentreret. Mit hoved drejer til venstre og kigger taknemmeligt på rebet, der er rundt mit håndled. Stramt. Rebet fører op til en krog i loftet, og jeg hiver lidt prøvende i det. Det har jeg gjort fem gange, mens mine tanker er sporadiske. Kan jeg slippe ud..? er rebet for stramt..? hvad er dine planer..? Jeg slipper rebet med øjnene og ser igen på dig. Du koncentrerer dig om min højre hånd, som nu også er fikseret. Jeg står nøgen. Spredte ben. Hænderne spændt ud og op - er korsfæstet uden kors. Stående fladt på mine fødder. Intet udfordrende. Jeg ryster på hovedet og forsøger at fjerne tankemylderet. Mærker en dråbe af sved løbe ned af siden på mig. Irriterende og nyder den kommer så langt ned, at den ikke kilder mere. Trækker vejret. Mærker kildren i maven.

Du kommer hen og kysser mig passioneret. Jeg lukker øjnene og nyder din tunges leg med min og mærker dit begær. Du vender ryggen til mig og går hen til din taske og jeg står lidt på tæerne. Nysgerrig efter hvad du hiver frem. Jeg er bange - nej. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for at jeg kan fortælle dig alt - om alt det mørke jeg har i mig og som jeg gerne vil. Men er bange for at slippe det løs. At mærke mig. At mærke min krop og give afløb. Men jeg ved, jeg kan den dans med dig. Min kildren i maven er der igen og alligevel fortryder jeg lige dét sekund min situation - for øjeblikket igen at være dig taknemmelig. Forsøger at styre mit tankemylder. Trækker vejret dybt. Du kommer hen og har en hætte med. Kysser mig på panden og putter den over mit hoved. Lukker den med en snøre om halsen, så jeg er i mørke. Jeg accepterer det. Forsøger at få pulsen ned. Ved at jeg sagtens kan trække vejret. Lukker øjnene og trækker mig ind i min krop. Mærker med mine sanser. Lytter. Fornemmer. Venter.

Du roder med ting fra din taske. Jeg mærker igen en dråbe af sved kilde og bevæger hovedet lidt fra side til side. Stoffet fra huen kilder lidt på næsen og jeg står stille igen. Kan mærke pulsen er irriterende høj og trækker vejret stille og roligt. Hører du går bag mig. Lægger hovedet til side og lytter intensivt. Mærker noget på min arm og registrerer det hurtigt som et nyt reb. Smiler. Det er ikke farligt og pulsen falder lidt. Du lader det glide hele vejen op af min arm og ned langs min ene side og jeg fniser. Det kilder og irriterer mig. Du stiller dig tættere på mig, og jeg kan mærke varmen fra dig. Nyder. Rebet lader du glide rundt om min hals og strammer kortvarigt til. Jeg læner hovedet tilbage. Blotter min hals for dig og viser med mit kropssprog, at jeg accepterer det. Du laver en løkke om min hals og placerer den til din tilfredsstillelse. Rebet op over mig - sikkert i en krog eller lignende - og jeg ved, at du bare skal lægge din vægt i, så hænger du mig. Min hjerne står gnister. Pulsen stiger. Jeg forsøger at styre mine tanker. Jeg vil ikke hænges. Jeg har fortalt dig så meget. Men også givet udtryk for.. rebet strammes og mine tanker går i stå. Jeg stiller mig automatisk på tæerne og tæller. 1-2-3-4. Du giver slip igen og jeg puster ud. Det var kort. Godt. Kan høre du sætter rebet fast. Så rebet er godt stramt men til at holde til. Hætten begynder at virke klaustrofobisk, og rebet giver mig en følelse af, at alt kan ske. Forsøger at være i det. Lyttende. Accepterende.

Noget koldt bliver placeret på mit bryst. Hjernen arbejder. Jeg kan ikke identificere det og nyder bare det kolde. Du lader din varme hånd glide nærmest kærtegnende ud af min arm. Tilbage. Alt i mig mærker og venter på dit næste træk. Du tager det kolde op på min underarm. Tager fat i huden under overarmen og jeg mærker en smerte. Jeg giver mig lidt i forskrækkelse. Er det en metalklemme? Det gør ondt, men smerten er vedvarende og falder hurtigt til ro. Du er hurtig og sætter hurtigt 4 klemmer på. Du ved, jeg hader klemmer, men jeg er taknemmelig for at det trods alt kun er der. Du fortsætter dog med klemmerne ned langs min side og jeg giver mig lidt. Du når ned til hoften og stopper. Føler jeg et svagt træk i den sidste klemme? Pludselig er jeg klar over, hvad du har i tankerne. Jeg skriger af smerte, da du hiver alle klemmerne af på én gang via den snor de er forbundet med og jeg bøjer kroppen sammen. En naturlig beskyttelse reaktion og jeg mærker rebet strammes om halsen og lukker for luften. Retter mig hurtigt op og rebet slækkes.

Du lægger en hånd på min kind uden på hætten og står lidt. Lader min hjerne få ro til at omfavne det der sker. Smerten er hurtig væk, men jeg er urolig. Har fanget din leg. Elsker den og hader den. Smerte. Hængning. To af mine grænser. Hvis jeg ikke står stille og omfavner det, du gør ved mig, vil jeg hænge mig selv. Hvis mine ben ikke kan bære min vægt.. 1000 tanker myldrer i mit hoved, men din berøring uden på hætten får mig til at falde til ro. Accept. Tillid. Du fjerner din hånd og jeg lytter igen efter dit næste træk. Mærker noget på mit ben. Kilder det? Det er tyndt. Du lader det glide op af mit inderlår og forbi min dryppende fisse og ned af det andet. Fjerner det. Ét svirp på ydersiden af mit lår og jeg trækker forskrækket benet til mig. Hvad pokker - er det et spanskrør? Du svirper igen og min krop giver sig af den umiddelbare skarpe smerte. Du lader mig komme tilbage til ro, men næste svirp er hårdt og jeg skriger. Skriget stoppede af rebet der strammer om halsen og jeg kommer tilbage til midten og forsøger at stå stille. Rebet slækkes og jeg trækker vejret. Du slår mig samme sted som før og smerten er ikke til at være i. Jeg bliver dog stående. Holder vejret. Du slår igen. Jeg vil ikke! Står stille. Nægter at hænge mig selv. Tager en dyb vejrtrækning, ved hvad der kommer. Kniber øjnene hårdt sammen. Mine hænder knyttes. Venter. Hjernen slår gnister. Jeg tager en ny dyb indånding. Der sker intet. Kroppen sveder. Dråberne af sved kilder ned langs mine sider, men tænker ikke over det. Venter. Kan ikke høre dig. Du lægger spanskrøret på den ømme hud på mit lår. Kører det lidt op og ned. Tager det væk og jeg tager en dyb indånding igen. Intet sker. Venter. Lukker min luft ud og skynder mig at tage en ny indånding. Klar. Intet. Håndfladerne sveder. Jeg venter. Kan ikke holde til det.

Noget koldt rører min brystvorte og før jeg når at tænke, jager smerten igennem mit bryst. Jeg giver et vræl fra mig og bliver helt stille. Du har sat en klemme direkte på min brystvorte. Min klare grænse. Jeg snapper efter vejret. Overvejer om du skal have mit stopord. Mærker smerten og kan ikke være i den. Ved at du ved det. At jeg ikke kan være i det. Mine grænser. Jeg bøjer hovedet og hænderne knyttes. Åbnes. Du fjerner klemmen igen. Og jeg fremsiger hurtigt et tak. Du sætter den på igen og jeg skriger højere end før og min stemme knækker. Jeg vil ikke. Men vil med dig. Jeg løfter skiftevis det ene ben og det andet. Forsøger at få smerten ud i kroppen. Stønner. Kommer med ord .. vil ikke. Smerten er altoverskyggende og jeg begynder at smuldre mentalt. Tankerne flyder rundt og jeg ved, at jeg kan stoppe dig. Men det er denne dans vi to kan. Jeg trækker vejret ind. Havde holdt det ubevidst. Hætten er klaustrofobisk og jeg giver mig. Bevæger mig. Beder dig om at tage klemmen af. Den bliver siddende. Og med ét rammer spanskrøret det samme sted som før og mine ben knækker, samtidig med mit skrig stoppes af rebet, retter jeg mig hurtigt op. Kan dog mærke at jeg stadigvæk ikke kan trække vejret og du hiver mig på mine tæer. Du har strammet rebet og min hjerne slår gnister. Kaster kroppen så meget rundt rebene tillader, mens jeg balancerer på mine tæer. Mit indre ur er begyndt at tælle -7-8-9- Du sænker mig og jeg stønner. Taknemmelig for luft. Smerten i brystet var glemt, men den kommer hurtig væltende. Du fjerner klemmen og jeg skriger af smerte, og du hiver mig igen op på tæerne. -2-3-4 .. intet sker.. blodet suser. Lydene forsvinder.. -14-15-16. Jeg kommer med nogle dybe strubelyde og du sænker mig. Jeg bøjer hovedet. Hiver efter vejret. Balancerer på mine grænser.

Jeg frygter. Jeg er nysgerrig. Jeg venter på næste hængning. Kroppen ryster. Mærker at snoren bliver løsnet om hætten og du tager den af mig. Blinker lidt af lyset, men fanger dit blik. Din hånd på min kind igen, tørrer en tåre væk. Du kigger dybt i mine øjne og jeg smiler. Kan se du er stolt af mig, men at vi ikke er færdige. Du lader mig finde min ro, mens du kærtegner min kind stille og roligt. Tager igen fat i rebet om min hals og jeg kan se din arm sno sig et par gange rundt om den. Du afsøger mine øjne. Analyserer om jeg har ro eller frygt. Strammer rebet, så jeg igen kommer op på tæerne. Du er koncentreret, forsøger at aflæse alt i mit ansigt. Jeg er gået ind i mig selv selvom vores blikke er i hinandens. Jeg tæller .. -4-5-6- .. du strammer lidt mere og jeg slipper næsten gulvet med tæerne. Kan mærke det strækker ubehageligt i halsen og panikken kommer øjeblikkeligt væltende ind over mig. Du sænker mig igen og smiler. Kysser mig på panden. Jeg nyder. Og kæmper. Kæmper for ikke at miste den kontrol jeg har - og du kæmper for at få mig til at miste den. En dans få kan. Men som vi kan